|
Biskop
Erik Norman Svendsens Tale ved den Kongelige Daab i Christiansborg
Slotskirke - 21. Januar 2006
Kære
dåbsfamilie.
Fyldt af glæde over livets under, med et nyfødt
barn i vore hænder, kommer vi til dig, som gav os livet.
Fyldt af bæven foran ukendt fremtid lægger vi vort
barn i
dine hænder. Det, som sker i dåben gør
os trygge.
De to vers, der indleder en af salmebogens ny dåbssalmer,
udtrykker
ganske præcist, hvorfor vi bringer vore børn til
dåb. Det kan siges med
fire kendte ord: glæde, taknemlighed, bekymring og tryghed.
Glæden er synlig på billederne af dagens
dåbsfamilie: både kronprinsens
stolte bekendtgørelse foran Rigshospitalet af, at
kronprinsessen havde
født en velskabt søn, og kronprinsessens varme
smil, da hun forlod
fødeafdelingen sammen med den nyfødte prins: 'Man
bliver så glad, så
glad', lød det til fotograferne.
Alle forældre kan spejle sig i de billeder og genkalde sig
vores egen
glæde, da vi fik børn. Man er virkelig 'fyldt af
glæde over livets
under.'
Derfor er man også fuld af taknemlighed. At få et
barn er at få en gave
så stor, at den fremkalder den største
taknemlighed. Når I i dag bærer
jeres barn til dåb, er det et udtryk for, at taknemligheden
rettes til
Gud, som gav os livet. Hvem skulle vi ellers takke for livets gave end
livets Gud og skaber!
Men at få et barn er samtidig at få bekymringer.
Det ved alle forældre.
Vi bekymrer os om vores børn, når de er
små og ikke kan klare sig selv,
men også når de små bliver
større og får problemer. I en vis forstand
vokser vore børn aldrig helt fra os. Så
længe forældrene lever, vil de
bekymre sig, både når der er grund til det og
måske også, når der ikke
er grund til det. For at elske er også at bekymre sig om den,
man
elsker.
Uvilkårligt spørger vi: hvordan vil det
gå barnet, når det vokser op?
Vil han klare sig godt og kunne klare de opgaver, han skal overtage?
Vil han få et godt liv, hvor glæderne vejer tungere
end sorgerne, og
opgaverne ikke overstiger hans muligheder og kræfter?
I gamle dage blev de kongelige døbt på slottet
ganske kort tid efter
fødslen i det dåbsfad, vi også anvender
i dag. Man ønskede de skulle
døbes hurtigst muligt, for
børnedødeligheden var høj dengang. Det
er
den heldigvis ikke mere, men vi kender alligevel godt til frygten for
at miste vore børn. Den frygt sidder i alle
forældre og fylder os med
bekymring.
'Det, som sker i dåben, gør os trygge,'
står der i salmen. Den følelse
tror jeg også vi har, når vi bærer vores
børn til dåb. For at bære sit
barn til dåb er at lægge det i Guds
hænder, som modsat vore hænder
aldrig synker eller slipper grebet. Så ved vi, at barnet er
trygt
anbragt, uanset hvordan livet former sig for det siden hen. Vi kan ikke
afskaffe bekymringerne, men vi kan dele dem med den Gud, som Jesus har
lært os at kende som vores himmelske far. I dåben
overlader vi vores
barn til Gud og beder Gud være med det. 'Det som sker i
dåben, gør os
trygge.'
Når jeg om et øjeblik skal døbe
'lilleprinsen', som vi indtil i dag har
kaldt ham, tegner jeg først et kors for hans ansigt og
bryst, og siger
udtrykkeligt, at det sker 'til et vidnesbyrd om, at du skal
tilhøre den
korsfæstede Herre Jesus Kristus.' Det tegn er for
øvrigt ikke
forbeholdt dåben. Jeg har bemærket, at mange
kirkegængere i dag slår
korsets tegn, når de modtager velsignelsen, og at mange unge
bærer et
kors som smykke på brystet.
Det henviser klart og tydeligt til Jesu død på
korset. Ved at korstegne
børnene eller bære et kors på brystet
tilkendegiver vi, at vi hører
Jesus Kristus til både i livet og i døden, og
derfor skal leve, dø og
opstå med ham.
I dag får jeres barn livsfællesskab med ham, som
døde og opstod for
vores skyld. Selv om det er præsten, der døber,
så er det Kristus selv
der virker i dåben og skænker os det
livsfællesskab med ham selv, som
kan bære os frelst både gennem al synd og
død.
'Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende,' siger Jesus
udtrykkeligt i sin dåbsbefaling. Det løfte
afhænger ikke af os, men af
ham, som er Gud selv i kød og blod. Det løfte
gælder, hvad enten vi
bliver døbt som ganske små eller store. Gud selv
står inde for dåben og
det løfte, der knytter sig til dåben. Det kan
ingen sætte ud af kraft,
heller ikke os selv. Men vi får først selv
glæde og velsignelse af det
løfte, når vi hører om det og
tør tro det. Det er derfor vi forældre
skal oplære vore børn i den kristne tro og bede
for dem, for at de må
blive i Kristus, ligesom de ved dåben er indpodet i ham.
Som kristen bliver man på en måde født
to gange. Første gang, da vi
blev født af vores mor. Da kom vi til verden, som man siger.
Vi fik
livet på godt og ondt for en tid, og det liv ender
på et tidspunkt med
vores død.
I dåben bliver vi på en måde
født igen, ikke til verden men til Guds
rige. Det kærlighedens rige, som er kommet nær med
Jesus, og som består
til evig tid, selv når verden forgår. Vi er
genfødt til et levende håb.
Ved dit værk, ved kærlighedens vilje,'er vi
født
på ny til liv i Kristus,'til et åbent liv i tro og
tillid.
Og ved tidens grænse lever fortsat dine løfteord
ved
døbefonten, dåbens lys er tændt,
når livet
slukkes.
Amen. |
|
