Alligevel ser vi frem til denne aften som noget særligt, enten vi samles i glade venners lag eller vi måske foretrækker at holde den i stille eftertanke. For denne aften er skelsættende; i morgen står vi pludseligt i et helt nyt år: år 2008; i aften vil vi sige farvel til år 2007.

Her i Danmark oplever mange af os i disse år gode tider med øget velstand, med optimisme og tryghed. Vi synes, at vi efterhånden er blevet dygtige til at indrette vort samfund sådan, at alle skal kunne få det mest nødvendige, i hvert fald når det gælder materielle goder.

Vi er meget optaget af at opnå det perfekte, det gnidningsfri og behagelige liv. Landet skal være yndigt - men det må ikke lugte. Byen skal være fuld af liv - men den må ikke larme. Alle vore ønsker skulle gerne opfyldes - men det må ikke koste noget. Vi ser helst, at vort liv er fuldt af udfordringer; men de må endelig ikke blive for krævende eller medføre uberegnelige konsekvenser.

Især de unge familier er hårdt spændt for. De har rygende travlt, de har høje ambitioner, de sætter sig store mål, og mange ser dem også gå i opfyldelse, måske i højere grad end deres forældre og bedsteforældre nogensinde kunne gøre sig håb om. Men for nogle unge er det anderledes, de når måske ikke engang så langt, som at sætte sig noget mål, de er udenfor endnu inden, de rigtigt får begyndt.

Vi har et ansvar for hinanden, det er et af de principper, vort samfund bygger på. Måske var vi bedre til at forstå det, dengang der var mindre at deles om; nu er det så nemt at synes, at problemerne kan nogle andre tage sig af, blot vi selv kommer videre. Så bliver vi chokerede, når vi hører om børn eller ældre mennesker, der vantrives eller om unge mennesker, der ikke kan finde noget ståsted. "Hvem har nu svigtet?", spørger vi forarget, og ser os omkring. Det har vi egentlig selv. Vi skal også i det moderne, hurtige samfund kere os om andre. Vi bliver fattigere, hvis vi glemmer det. Og menneskelig fattigdom skulle nødig være prisen for materiel rigdom.

Det rige samfund, som vi tilhører, med dets mange goder og den indarbejdede omsorg også for de svagere, tiltrækker mennesker, der kommer fra andre egne af verden, og som nærer de samme håb som vi: Et godt og virksomt liv med familie og venner, med glæde både i det nære og i fællesskabet. Det er ikke let for nogen at skulle lægge sin tilværelse om, sådan som det må ske, når man slår sig ned i et nyt land. Helt kan det ikke undgås, at der måske bliver set lidt skævt til den fremmede, som har andre skikke, en anden klædedragt, og som endnu ikke behersker sproget. Men det er helt nødvendigt, at man har et åbent sind og en vilje til at finde sig tilrette. På samme måde er det vigtigt, at det samfund, som modtager de tilrejste, er parat til både at hjælpe og støtte og til at forklare, hvilke krav der stilles og hvilke regler, der gælder. De har brug for os, og vi har brug for dem. Denne nytårsaften vil jeg gerne rette en hilsen til alle de mange, som gennem den seneste menneskealder har slået sig ned i Danmark. Jeg ønsker for dem alle, at hvert nyt år, de oplever her blandt os, trods alle vanskeligheder, må bringe dem videre, så at de kan se sig selv og deres efterkommere som en del af det danske samfund.

Danmark er ikke stort, vi har hverken høje bjerge og dybe dale eller vældige vidder og endeløse skove. Men vi har vort landskab, som vi holder af. Næsten altid har vi udsigt til fjord eller hav; overalt er der spor af vore forfædres færden. Dog varer det aldrig længe før de bløde bakker afløses af bebyggelserne som breder sig ud fra de gamle byer ved kysten eller fra jernbaneknudepunkterne inde i landet.

Ligeså meget som vi glæder os over broen, som føjer sig ind i landskabet eller den vellykkede omformning af et gammelt torv i byen, ligeså meget ærgrer det os, når en nybygning pludseligt stjæler vores udsigt, eller når en husrække skæmmes af en ufølsom facadefornyelse. Den vældige udvikling vi har været vidne til indenfor de senere år, fylder os med modstridende følelser. Det er vemodigt at se meget af det gamle forsvinde, men ikke desto mindre er vi med rette stolte af den foretagsomhed, som alt det nye vidner om.

Men nej, vi kan ikke skrue tiden tilbage. Vi vil jo ikke sidde i dagevis i Nyborg eller Korsør og vente på gunstig vind for at komme over Storebælt, eller på at der er vand nok i åen, til at møllen kan male vores mel. Vi tilhører et moderne og dynamisk samfund, og vi er mange. Vi vil hver især gerne udvikle alle vore evner og vi vil, at vore børn og børnebørn skal kunne leve videre i et samfund, som stadig byder på muligheder og udfordringer.

I disse år bliver det i stigende grad klart for os, at al vor stræben efter udvikling også har rent fysiske konsekvenser, nemlig for miljøet: luften, vi indånder; vandet, vi skal drikke; jorden og havene, hvorfra vi skal hente vores mad. For vi ved jo, at alt det er betinget af de klimatiske forhold, vi lever under. Og nu begynder klimaet tilsyneladende for alvor at blive påvirket af vore aktiviteter ikke bare lokalt, men globalt.

Hvis vore efterkommere også skal opleve den befriende glæde ved at gå ud i naturen, nyde udsigten fra en bakketop eller ligge i græsset og se skyerne sejle for vinden, så må vi alle sammen tage et ansvar for at give det, der blev os betroet, videre til de næste generationer.

I aften går mine tanker til de danske soldater, som gør tjeneste under fremmede himmelstrøg og som under svære betingelser arbejder for at skabe fred og sikkerhed og et bedre liv for den lokale befolkning i lande fjernt fra Danmark. Særligt tænker jeg på dem under meget krævende forhold i Afghanistan. De har i de seneste måneder lidt sørgelige tab, men jeg ved at de stadig holder hovedet højt og står sammen. Vi herhjemme kan dårligt forestille os, hvad de må gennemgå, men vi kan være stolte af deres færd, og vi skal lade dem vide, at vi tænker på dem. Til alle i det danske forsvar sender jeg min nytårshilsen og min tak for deres indsats i året der gik. Min dybeste medfølelse går til de familier, som nu sidder med sorgen og savnet af en de havde kær, og som har ofret livet i Afghanistan eller Irak; også de er ofte i mine tanker.

Der er mange, som i år må tilbringe nytårsaften fjernt fra Danmark og deres nærmeste. Hvad enten de er udsendt til nogle af verdens - alt for mange - brændpunkter eller de har opgaver at røgte til lands eller vands, sender jeg dem mine gode nytårsønsker. Jeg sender også min hilsen til de danske syd for grænsen med ønsket om et godt nyt år.

Når vintermørket sænker sig og blæsten suser over tagene, går mine tanker ofte nordpå til Færøerne og Grønland. Der bliver julen og nytåret netop til lysenes fest. Men nu er solen vendt og nu går det langsomt mod lysere tider. Måtte det nye år bringe alt muligt godt både til det færøske og det grønlandske folk.

For at vi alle kan færdes trygt og hvile roligt, er det nødvendigt, at der er nogle, der våger og er parate til at yde en indsats, hvis ulykken alligevel rammer. Jeg tænker på Beredskabet og på Politiet og på dem, hvis arbejde er på hospitalerne. Jeg ønsker dem hver især et godt nyt år, med en tak for alt hvad de yder både til daglig og i kritiske situationer.

Hvert år har i tilbageblikket sit eget ansigt. I dette år har Prinsgemalen og jeg haft den store glæde, at vores familie er blevet forøget med endnu et lille barnebarn, da Kronprinsparret fik deres datter Isabella. Det har varmet os at føle hvordan alle sluttede op om os i vor glæde, ligesom vi har mærket den varme interesse, der har samlet sig om Prins Joachim og hans forlovede Marie Cavallier. At så mange tager del i alt, hvad der rører sig i vor familie og glæder sig med os, berører os alle dybt og fylder os med taknemmelighed. Det er en kilde til daglig inspiration, og en forpligtelse til altid at yde vort bedste. Det føler vi, unge som gamle.

På årets sidste aften er det mit ønske at det nye år må blive et godt år for Danmark og for os alle sammen. Må også de, der sidder med sygdom og bekymringer eller med tunge tanker, finde et lysglimt, der kan føre dem videre: En kærlig hånd, et venligt blik, som kan vise dem, at de ikke er glemt.

Så vil vi alle ønske hinanden et godt nytår og med fortrøstning se det nye år i møde og hilse år 2008 velkommen her.

Godt nytår.

Godaften!
I dag har vi taget hul på et nyt år. Friskt og ubrugt ligger det klar med sine muligheder og udfordringer - og klar til, at vi tager fat med vore håb og forventninger.
Danmark er mulighedernes samfund. Et rigt og velfungerende samfund. Et samfund, hvor den enkelte har frihed til at tage initiativ, udfolde sig, tænke nyt. Et samfund med frihed til forskellighed.
Og der bliver tænkt nyt. For et par måneder siden besøgte jeg Danmarks Tekniske Universitet. Jeg mødte et hold studerende, som har vundet et verdensmesterskab i at køre brintbil. Deres forsøgsbil var den, der kørte længst på literen.
Det er der perspektiv i. For brint er en lovende energikilde for fremtiden. Den kan der komme såvel god forretning som bedre miljø ud af.
Unge danskere kan være med til at revolutionere verdens energiforsyning.
Vi kan alle glæde os, når Danmark og danskere gør det godt og sætter aftryk i verden.
Når danskere får internationale priser som anerkendelse af deres indsats.
Når danskere klarer sig godt i internationale konkurrencer.
Når danske virksomheder får store ordrer og kontrakter i udlandet.
Det er resultatet af dygtige danskeres arbejdsomhed, ihærdighed og opfindsomhed.
For mange i verden omkring os er Danmark et forbillede og eksempel til efterfølgelse.
Den stærke danske økonomi vækker opsigt. Det går bedre i Danmark end nogensinde. Aldrig har så mange været i arbejde. Arbejdsløsheden er rekordlav.
Langt de fleste danskere har mærket fremgangen i de seneste år. Vi oplever et kolossalt socialt fremskridt. Titusinder af mennesker, der før stod uden for arbejdsmarkedet, har nu fået arbejde. Har fået opgaver og ansvar. Har fået et nyt indhold i tilværelsen.
Det økonomiske opsving er en social revolution.
Det går så godt, at den største risiko i det nye år faktisk er, at det kommer til at gå for godt.
Fremgangen betyder, at vi mangler medarbejdere - både i de private virksomheder og i de offentlige institutioner. Der er rift om de medarbejdere, som er til rådighed.
Hvis det betyder, at løn og andre omkostninger stiger hurtigere i Danmark end i udlandet, så kan fremgang hurtigt blive vendt til nedtur. For så kan vi ikke længere sælge så mange produkter til udlandet. Eller virksomhederne bliver tvunget til at flytte produktionen til udlandet.
Og så stiger arbejdsløsheden. Vi kan komme ind i en ond cirkel, som vil true de fremskridt, der er skabt. Det vil påvirke os alle, men især de mest udsatte grupper.
Vi har et fælles ansvar for at sikre fortsat fremgang i Danmark. Ved at være realistiske i vore krav og forventninger til offentlig service, privat forbrug og løn.
Ingen har glæde af at stille for store krav i dag - for at få den dobbelte regning i morgen.
Vi har aldrig haft det bedre i Danmark end i dag. Vi er nået dertil, fordi vi har truffet de rigtige beslutninger i rette tid.
På tværs af traditionelle skel mellem arbejdsgivere og fagforeninger, mellem regering og opposition har der igennem de sidste 25 år været bred enighed om de vigtigste bestanddele i en stærk og bæredygtig økonomi.
Lad os nu i fællesskab fortsætte den tradition og vise, at vi kan tage vare på de gode tider. Og fremtidssikre dem.
Vi har et stærkt udgangspunkt for at skabe et Danmark med endnu bedre muligheder for alle. Et Danmark med masser af foretagsomhed og med tryghed, når der er brug for hjælp. Et Danmark, der ikke blot har overskud til sig selv, men også overskud til at hjælpe andre.
I maj besøgte jeg de danske soldater i Afghanistan. Over feltrationerne sad jeg og talte med de mænd og kvinder, som i den grad yder en indsats for at hjælpe andre. At være dér i gruppen af unge danske soldater fyldte mig med stor glæde. Af stolthed over deres dygtighed. Af beundring for deres holdninger og værdier. Af taknemmelighed over, at de så modigt har meldt sig til en så farlig tjeneste for Danmark.
I det år, der er gået, er flere danske soldater blevet dræbt under tjenesten. Og andre er blevet såret.
Ethvert tab er smerteligt. Og mine tanker og dybeste medfølelse går til familie og pårørende. Vi ved, at jeres tab og jeres savn føles ekstra stærkt her i denne juletid.
Mine tanker går også til de dræbte soldaters kammerater. Jeg vil gerne sende en særlig hilsen til hold 4, der netop nu er i Afghanistan. I har oplevet, at fem af jeres kammerater ikke kom tilbage fra den mission, de var sendt ud på. Vi deler den smerte og det tab, som I har gennemlevet. Og vi skylder jer den største tak og dybeste respekt for den indsats, som I yder under vanskelige forhold.
Der er mange, som spørger: Hvad skal Danmark dog i det fjerne Afghanistan?
Jeg forstår godt spørgsmålet. Men jeg beder hver enkelt af jer tænke på, at vi lever i en ny verden. Danmark må også tage sin del af ansvaret for frihed og fred.
Den 11. september 2001 sendte terrorister tusinder af uskyldige i døden i USA. Terroristerne havde deres afsæt i Afghanistan. Taleban-regimet gav hjælp og husly til terrorister, som kunne slå til hvor som helst i verden.
Afghanistan må ikke igen blive et fristed for terrorister. Derfor er vi i Afghanistan. Det handler også om vor egen sikkerhed.
Demokratiet er under pres i regionen. Det ser vi i Pakistan. Senest drabet på Benazir Bhutto. Vi må utvetydigt støtte dedemokratiske kræfter.
Det handler om, at Danmark tager medansvar i verden. Hvis alle sagde: Vi vil ikke sende soldater for at forsvare frihed og fremme fred, ja, så ville tyrannerne terrorisere verden. Det har vi desværre set eksempler på tidligere i verdenshistorien.
Vi kan ikke bare sidde med hænderne i skødet, trække gardinerne for og tro, at det onde forsvinder.
Vi er nødt til at stå sammen med andre frie og demokratiske samfund i forsvaret for frihed og menneskerettigheder.
Jeg er taknemmelig for, at så mange melder sig til tjeneste for Danmark i verdens brændpunkter. Vi skylder jer og jeres familier og pårørende en stor tak. I fortjener fuld opbakning fra os alle herhjemme. I hjælper med at gøre tilværelsen bedre for mennesker rundt om i verden. I bidrager til at skabe frihed, fred og fremgang. Og I viser, at Danmark kan gøre en forskel i verden.
Vi kan også gøre en forskel i Europa. For 5 år siden var der et historisk topmøde i København. Danmark var formand for EU. Og jeg husker så tydeligt den decemberaften i 2002, da vi besluttede at udvide EU fra 15 til 27 lande.
Det var et bevægende øjeblik. Spontant faldt Europas ledere hinanden om halsen i glæde over genforeningen. Efter anden Verdenskrigs forfærdelige ødelæggelser. Efter Den Kolde Krigs brutale adskillelse mellem Øst og Vest. Efter to generationers hård kommunistisk undertrykkelse bag Jerntæppet og Berlinmuren kunne vi endelig lukke ét af de mørkeste kapitler i Europas historie.
Et nyt Europa blev født.
Et Europa, hvor vi kan handle og arbejde over landegrænserne til fælles fordel. Et Europa, hvor vi kan stå samlet i kampen mod terrorisme, organiseret kriminalitet, menneskehandel og illegal indvandring. Et Europa, hvor vi i fællesskab kan bekæmpe forurening og sikre et bedre miljø. Et Europa, som bedre kan tale med én stemme og dermed større vægt på den internationale scene.
For eksempel i kampen mod den menneskeskabte klimaforandring. I 2009 skal Danmark være vært for FN's store klimakonference i København. Målet er en international aftale om at reducere udledningen af drivhusgasser. For et bedre klima.
Det bliver en vanskelig opgave at få verdens store lande med i en sådan aftale.
Men ved at stå sammen og tale med én stemme kan Europa påvirke store lande som USA, Kina og Indien.
Verden af i dag kræver, at vi europæere står sammen for at fremme vore fælles mål og værdier. Og for at påvirke udviklingen på kloden.
Verden af i dag kræver, at vi danskere er med i hjertet af Europa. For at varetage vore interesser. For at øve indflydelse. For at sætte vort præg på Europas fremtid.
Men desværre er Danmark ikke med i hjertet af Europa. For vi har valgt at sætte os uden for vigtige dele af samarbejdet.
For 14 år siden fik Danmark undtagelser fra EU-samarbejdet på en række betydningsfulde områder. Undtagelserne betyder, at Danmark er sat uden for indflydelse, selvom beslutningerne i EU også angår os.
Undtagelserne skader Danmarks interesser. De har sat Danmark på et sidespor. De forhindrer os i at præge fremtidens Europa på lige fod med andre lande. Afskærer Danmark fra at spille den rolle i Europa, som vi ellers kunne som ét af Europas mest velfungerende samfund.
Derfor bør vi afskaffe undtagelserne. For Danmarks skyld. Så vi fuldt ud kan være med til at træffe beslutninger om fremtidens Europa.
Vi var en drivende kraft i at få flere lande med i EU. Så bør vi også være en drivende kraft i at forme det nye Europa.
Vi kan med rette ranke ryggen over det, Danmark kan og står for. Og for mange andre lande står Danmark som en rollemodel.
Nu skal vi gøre op med os selv, om vi vil nøjes med at være model, eller vi også vil spille en rolle.
Vi er et lille land. Men vi kan udrette store ting i fællesskab med andre. Vi ønsker indflydelse på verden. Men så må vi også fuldt og helt være med til at forme fremtiden i fællesskab med andre. Vi har et stærkt folkestyre med solide frihedsrettigheder. Men så må vi også være forberedt på at forsvare friheden i fællesskab med andre. Vi må gerne være os selv. Men aldrig nøjes med at være os selv nok.

Godt nytår!