Tilbage H.M. Dronningens Nytaarstale Nytårsaften er den aften, hvor vi ser tilbage på året der gik og ser frem til det nye år, med hvad det mon vil bringe. Vi er forventningsfulde, men også bekymrede, for vi lever i en verden, hvor alt hvad der sker også kan mærkes her i Danmark og har konsekvenser for vort land og for os hver især. Det kan godt lægge en dæmper på den festglæde vi gerne forbinder med nytårsaften. Krisen ansporer til mådehold efter mange glade år med stigende forbrug, og det at have og kunne beholde et arbejde er ikke længere så selvfølgeligt. Alle vil vi gerne føle at der er brug for os, og at vi hver især kan yde noget i samfundets hverdag. Det gælder også de unge, der står over for en særlig udfordring i krisetider. Det er blevet sværere at finde et arbejde. Når man endnu ikke har haft mulighed for at vise, hvad man duer til, er det skuffende, at man ikke kan få afløb for al sin energi, og det kan være vanskeligt overhovedet at finde ud af, hvor ens evner ligger, når der ikke er bud efter en. Ikke desto mindre mangler den danske ungdom ikke livsmod. De unge vil gerne tage fat og gå nye veje. De uddanner sig og dygtiggør sig. De rejser ud og får indtryk med hjem fra fjerne lande i hele verden. Det giver dem en videre horisont, end min generation måske havde, da vi voksede op. Vi må vise de unge, at der er brug for dem. Vi må skabe plads for, at de også kan gøre sig de erfaringer, som skal til for at bringe vort samfund videre. I de sidste 20 år er udviklingen gået meget hurtigt. Vi er blevet vænnet til, at alt blev bedre og bedre dag for dag. Nu står vi i en økonomisk krise, der er verdensomspændende. Den bliver vi næppe af med lige med det samme; men krisen kan være en spore til at overveje, hvordan vi lever vort liv. Måske er det slet ikke så usundt at sætte tempoet lidt ned, at give sig tid til at nyde øjeblikket, finde tid til at være sammen med sine nærmeste, mærke efter hvordan de har det, og hvordan det går også for andre, som ikke står os så nær. For mange er det at blive ældre vanskeligt at affinde sig med. Som barn har man travlt med at blive voksen, som voksen vil man gerne blive ved med at føle sig ung; ja det er nærmest et krav at holde sig ikke blot ungdommelig, men ung i ti, tyve år længere, end man egentlig er det. Vores tid er blevet ungdomsfikseret. Det er både godt og skidt. Vi beundrer dem, der holder sig unge hele livet, vi gør det næsten til en dyd i sig selv, som om årene ingen spor må sætte sig, den dyrt vundne erfaring ikke må komme til udtryk. Det er måske noget af det, som er med til at gøre vores - i øvrigt spændende nutid - så forjaget. Erfaring er en værdifuld bagage, som også de unge skal kunne glæde sig over og glæde sig til. Den der ikke længere er ung af år, skal også have plads, og de der tidligt mærker alderens forandringer sætte ind, må vi ikke tabe i den store og glade ungdomsdyrkelse. Samtidig er det dejligt stadig at kunne det ene og overkomme det andet, men det kan også være tilfredsstillende at sætte sig roligt ned og vide, at der er mindre at jage efter, og at det perfekte ikke altid er så vigtigt. Igennem det meste af det forgangne år har vi set frem til COP15, det store Klimatopmøde i København i december. Forventningerne har været store og ambitionerne ligeså. Det gjaldt dels de praktiske forhold: hvordan vi skulle klare at have så mange og prominente delegationer på besøg, og hvordan det hele skulle tilrettelægges, dels hvordan det ville forløbe, og hvilke resultater det ville føre til. I tolv hektiske decemberdage kunne vi følge konferencens forløb. Vi så, hvordan man fra hele verden kunne sidde sammen og tale sammen her i København, og konstatere at skønt alle var på det rene med emnets alvor, var der dog ingen garanti for, at man kunne nå til indbyrdes forståelse endsige til et entydigt resultat. Men vi vil også huske billeder af ledende mænd og kvinder fra hele verden i arbejdstøjet, og vi fik et klart indtryk af de vanskeligheder, der mødte dem og de anstrengelser, de gjorde sig for alligevel at finde sammen. Alt lykkedes vel ikke, men et grundlag blev lagt, og arbejdet vil fortsætte i det nye år. Klimatopmødet i København var kulminationen på et langt og travlt forarbejde. Mange har bidraget på forskellig vis. Diplomater og andre embedsmænd har arbejdet nøgternt og engageret på at lægge alt til rette. Dygtige medarbejdere på alle niveauer har bestræbt sig på, at alt kunne glide så godt som muligt for de tusindtallige tilrejsende. Politiet har haft den vanskelige opgave at sørge for sikkerhed og orden omkring mødet, og har løst den ansvarsbevidst og på bedste vis. Endelig har Københavnerne taget imod de mange gæster fra hele verden med venlighed, og har med godt humør båret over med de daglige indgreb i deres juleforberedelser. Her i aften vil jeg gerne takke alle, der i stort som småt har bidraget til, at vi i Danmark har kunnet gennemføre det ærefulde hverv at være værter for Klimatopmødet. I år har Danmark fået en ny flagdag, den 5. september. På den dag hejser vi Dannebrog til ære for den indsats vore udsendte har ydet og til stadighed yder rundt omkring i verden. Vi samler vore tanker om deres gerning, og om den offervilje, de har udvist, og vi mindes dem, som har betalt den højeste pris. Den dag i året vil fra nu af kunne samle os i taknemmelighed og eftertanke. Netop nu går mine tanker til alle vore udsendte og i særlig grad til vore soldater i Afghanistan. Kronprinsessen har netop besøgt dem og mødet med de danske soldater og vore allierede gjorde dybt indtryk på hende. Hendes beretninger om sine oplevelser er med til at gøre deres hverdag nærværende også for mig. Den opgave de har er ikke let, men de udfører den med beslutsomhed og dygtighed, og de udviser et mod, som vi må beundre. De skal vide, at de og deres pårørende ofte er i mine tanker, og at deres tab berører mig dybt. Sammen med Prinsgemalen og Kronprinsparret sender jeg dem alle mine varmeste hilsener og gode ønsker for det nye år. Også herhjemme i Danmark gør mange kvinder og mænd et stort arbejde for vores sikkerhed og tryghed. Min nytårshilsen går til alle inden for forsvaret, beredskabet, politiet og sundhedsvæsenet med tak for, at de holder hovedet koldt og hjertet varmt både i hverdagen og i krisesituationer. Det nyder vi alle godt af. I år kunne Grønland fejre indførelsen af den nye selvstyreordning. Det var en stor oplevelse for Prinsgemalen og mig og for Kronprinsparret at være til stede på nationaldagen den 21. juni. Vi fik et stærkt indtryk af den glæde og stolthed, der præger det grønlandske folk, og den vilje til at tage fat på fremtidens opgaver, som kom så stærkt til udtryk i disse dage. Vi vil gerne takke for den varme modtagelse vi fik og ønske alt godt fremover for Grønland og det grønlandske folk. Jeg sender dem alle mine varmeste nytårsønsker. Mine nytårsønsker går i aften også til Færøerne. Jeg håber sammen med Prinsgemalen til sommer atter at kunne besøge øerne. Gensynet med Færøerne og det færøske folk er altid noget jeg ser frem til med glæde. Hvert år når jeg sender mine nytårshilsener går mine tanker også til de danske i Sydslesvig. De har boet og levet på den samme egn i mange, mange generationer. Der har de hjemme, de er loyale og respekterede borgere i landet, men samtidig er de trofaste mod Danmark. Dem vil vi ikke glemme, dem sender jeg mine varme ønsker om et godt nyt år. Over hele kloden finder man danskere, der har bosat sig eller opholder sig for kortere eller længere tid. Nogle er udsendte, mange har valgt at lægge deres livsgerning under andre himmelstrøg, men alle vil de nok på en nytårsaften lade tankerne gå til Danmark og til deres kære derhjemme. Jeg ønsker dem hver især et godt nytår. Når jeg ser tilbage på hvad det år, som nu næsten er omme, har betydet for mig og min familie må jeg først og fremmest tænke på den store glæde, det var for Prinsgemalen og mig igen at blive bedsteforældre. Sammen med Prins Joachim og Prinsesse Marie vil vi gerne takke for den hjertevarme medleven ved lille Prins Henriks fødsel i maj og ved dåben i sommer. Det varmer, ligesom også Prinsgemalen er rørt over al den venlighed, der kom til udtryk ved hans 75-års fødselsdag. At se sin familie vokse og trives er en stor glæde for ham som for mig. Under vort besøg i Vietnam i november har han yderligere kunnet glæde sig over at vise både mig og Kronprinsparret det land, hvor han oplevede sine tidligste år, og hvor han tilbragte noget af sin ungdom. Det var som om en ring blev sluttet. Nu er det gamle år næsten forbi. Når rådhusklokkerne falder i slag er 2009 ude og vi skriver 2010. Et nyt år, et nyt årti, hvad vil det bringe ? Gid vi kunne gå ubekymrede ind i det nye år; men sådan vil det være for de færreste. Dog skal vi ikke lade os kue af bekymringer. Der vil altid være nye udfordringer og nye muligheder for unge som gamle. Lad os sammen tage udfordringerne op og udnytte de muligheder, som viser sig. Det skal være mine nytårsønsker i aften. Gud give os alle et glædeligt nytår. GUD BEVARE DANMARK Statsministerens Nytaarstale Godaften. I går tog vi afsked med det årti, vi lærte at kende som nullerne. Det blev et årti med mange lyspunkter. Stærkest står den danmarksrekord i lav arbejdsløshed, vi satte i sommeren 2008. Men det blev også et årti, der til slut kastede lange skygger. Hele verden blev ramt af en dyb økonomisk krise, som vi endnu ikke har set det sidste af. Danske virksomheder har tabt omsætning i udlandet. Arbejdspladser er gået tabt. Familier er kastet ud i arbejdsløshed og utryghed. Troen på, at fremskridtet er en given ting, har fået et knæk. Men det må ikke få lov at knække os. For nok blev 2009 ikke det år, vi kunne have håbet på. Men det blev heller ikke et år uden håb. Den økonomiske krise ser ud til at være ved at klinge af. Takket være en resolut indsats over hele kloden for at holde hånden under det finansielle system og understøtte økonomien. Her hjemme får danskerne skattelettelser, som sammen med lave renter skaber mere råderum i privatøkonomien i 2010. 600.000 danskere slipper helt fri for mellemskatten. Og samtidig øger vi de offentlige investeringer til et historisk højt niveau ved at fremrykke investeringer i infrastruktur, i skoler, i daginstitutioner og offentlige energirenoveringer. Krisen tærer på den fælles kasse, og - ja - der bliver en regning at samle op, når vi er fuldt og sikkert gennem krisen. Men det er forsvarligt, fordi vi afdrog på gælden i de gode år. Og fordi det medvirker til at holde hjulene i gang og genskabe optimisme og tro på fremtiden. I en tid vil arbejdsløsheden stadig stige - det er uundgåeligt - men i tredje kvartal blev de blodrøde økonomiske nøgletal på ny sorte. Der er grund til at tro på, at vi kommer helskindede gennem krisen. I Afghanistan er der også lyspunkter. Jeg besøgte de danske soldater i det forgangne år. Det gjorde mig stolt at møde så professionelle og dybt dedikerede mennesker, der med livet som indsats kæmper i håbets tjeneste. De gør en forskel hver dag, hver time, hvert minut. De gør Danmark ære. En øget international styrke, hvor Danmark fortsat yder et markant bidrag, vil skabe grund til at tro på, at vi inden for en overskuelig fremtid kan begynde at overlade ansvaret for deres eget land til afghanerne selv. Det er både vores og afghanernes ønske. Danmark yder en stor indsats i Afghanistan, også for vores egen sikkerheds skyld. For at forhindre at landet igen bliver fristed for terroristtræning og terrorplanlægning. Terrortruslen i Danmark er nemlig fortsat markant. I 2009 oplevede vi, at Danmark var et planlagt mål for terrorisme. Men vi oplevede også resultatet af en effektiv, forebyggende indsats - både nationalt og internationalt. Det er en ringe trøst, at vi deler skæbne med andre frie folk, men det bestyrker os i indsatsen for at stå fast på at imødegå truslen i fællesskab. Sådan som vi f.eks. gør det i Afghanistan. Det internationale samarbejde blev også sat på noget af en arbejdsopgave ved klimatopmødet i København. Det lykkedes - trods alt - i nogle meget hektiske og ikke særligt stilrene sluttimer på klimatopmødet - at nå en klimaforståelse. Ikke den store, forpligtende og gennemarbejdede klimaaftale, vi havde håbet på - og som et intensivt forarbejde og en historisk tilstedeværelse af stats- og regeringsledere havde givet os grund til at fastholde som mål. Men dog en ny global ramme, hvor der er enighed om to-graders målet. Hvor der er enighed om at afsætte et meget betydeligt milliardbeløb til at hjælpe udviklingslandene. Og hvor de enkelte lande i løbet af januar skal melde ind, hvad de vil bidrage med for at nå det fælles mål. Det var denne aftale, som langt de fleste af verdens lande, rige som fattige, store som små, støttede den sidste nat i København. Når røgen har lagt sig, er jeg sikker på, at Københavnsaftalen faktisk vil vise sig som dét grundlag, fremtidens globale klimaindsats skal bygges på. 2009 vil, når historiebøgerne skal skrives, vise sig at have været et meget vigtigt år - et slags mentalt vendepunkt. Et år som viste os - og lærte os - at vi skal kæmpe for at holde fast i fremskridtet - og vi skal kæmpe for at holde fast i de ting, vi har opnået. Med den lære tager vi hul på et nyt årti og forlader de "nullere", hvor grådigheden stak sit fristende ansigt frem: Troen på den hurtige gevinst fra en gearet investering. Den lidt for smart tænkte bonusordning. Dristige bankudlån i sikker forventning om, at det kun kan gå fremad, fremad, fremad. Der er ingen smarte alternativer til hårdt og målrettet arbejde, der kan realisere det, jeg i det forgangne år prøvede at beskrive med udtrykket "den danske drøm". Jeg møder amerikanere, der tror vi er socialister, fordi skatten er høj, og franskmænd, der opfatter os som ultraliberalister, fordi vi har så fleksibelt et arbejdsmarked. Men vi vil ikke sættes i bås. Vi har vores egen danske drøm. Om et frit, et lige og et retfærdigt Danmark. Om et respektfuldt og tolerant Danmark, hvor der er plads til hver enkelt. På hver enkeltes egne præmisser. Om et trygt Danmark, hvor vi ikke tillader bander at indtage hele kvarterer og byområder og undslippe sig politiets og myndighedernes kontrol. Om et Danmark, hvor vi forener det moderne menneskes lyst til at stå på egne ben - til at turde, til at forfølge sine drømme - med et trygt fællesskab, der holder hånden under os, når vi behøver det. Og vi kan alle få brug for hjælp. Vi kan blive syge. Vi kan miste vores arbejde. Vi kan være født i en familie, der ikke evner at give os en god start på livet. Så har vi brug for en varm hånd og et stærkt fællesskab, der giver os et kærligt skub videre i livet. Den danske drøm forener os. Og det er en udfordring for os alle fortsat at realisere den. For det er - desværre - ikke en naturlov, at vi, kun godt fem millioner mennesker på denne lille plet på kloden, er blandt de rigeste og lykkeligste i hele verden. Mine børns legetøj var "Made in China". Det, synes vi, var helt naturligt i 90’erne. Men i dag, hvor vi tager hul på 10’erne, og ungerne for længst er vokset fra legetøjet, kan vi købe mobiltelefoner, der ikke alene er "Made in China", men også opfundet, udviklet og designet af højtuddannede kinesiske teknikere. Verden står ikke stille omkring os. Danmark og med os Europa - ja, hele den vestlige verden, der satte verdensordenen og definerede de bærende værdier i det sidste århundrede - får nu alvorlig konkurrence af nye vækstøkonomier i Indien, Brasilien, Korea, Singapore og Kina. Det skal vi ikke lade os skræmme af, men det må vi omvendt heller ikke tage for let på. Vores enestående velstand er ikke naturgiven. Vi må målrettet stræbe efter at udbygge og fastholde Danmarks førende position inden for alle de områder, som skaber vækst og velstand. Det er vores opgave i det nye årti. Derfor har regeringen nedsat et vækstforum, der her i januar for alvor trækker i arbejdstøjet, og som gennem 2010 systematisk skal gennemgå de områder, hvor vi skal skærpe vores målsætninger, skærpe vores fokus og indsats, så Danmark og dansk erhvervsliv kan få fuldt udbytte af de mere milde økonomiske vinde, der forhåbentlig venter os i horisonten. Og vi skal starte præcis der, hvor klimatopmødet sluttede. Ved at kapitalisere på det forspring i grøn teknologi, vi vitterligt har - og som verden efterspørger. Jeg har givet det bud på ét fælles mål for Danmark, at vi i 2020 skal være et af verdens ti rigeste lande. Ikke fordi det bliver let. Ikke fordi jeg mener, at materiel rigdom i sig selv er det vigtigste i verden. Men fordi penge på kistebunden nu engang er vejen til at nå alt det andet, vi gerne vil som samfund: Tryg velfærd. En anstændig ældreomsorg. Et velfungerende politi. Et sundhedsvæsen i verdensklasse. En ny kræftplan, der følger op på de sidste års fremgang i kræftbehandlingen. Rent miljø. Ja, i det hele taget friheden til at forme vort eget samfund. Vi kan blive rigere ved at arbejde mere. Eller ved at arbejde hårdere. Men vi skal først og fremmest blive dygtigere - endnu dygtigere til at få endnu mere ud af vores ressourcer. Og i Danmark er de ressourcer menneskelige. Vi lever af menneskelig formåen. Derfor skal vi i særlig grad sætte ind dér, hvor lærdommens frø blive sået: I folkeskolen. Til jer børn, som ser med her i aften, vil jeg sige, at I kan noget, som I er blandt de bedste til i verden. I er kreative. I er glade for - og gode til - samarbejde. I er glade for jeres skole. Det er det bedst tænkelige udgangspunkt for at blive endnu dygtigere. Og det skal I blive. Hver og en, så langt jeres talent rækker. For der er ingen vej uden om de boglige kundskaber, som ofte - fejlagtigt - bliver kaldt hårde værdier. Viden er det pureste guld i vor tid. Børn er forskellige, børn lærer på forskellig måde, har forskellige forudsætninger. Den pige i tredje klasse, der allerede kan tale lidt engelsk, risikerer hurtigt at komme til at kede sig, hvis hun skal sidde og sige "chair" og "table" i stedet for at kaste sig over en engelsk børnebog. Og den dreng, der ser dansende tal i stedet for logiske tabeller på siderne af sin bog, risikerer hurtigt at komme til kort, hvis man ikke tager særligt hånd om ham. Hvis han ikke får ro på lærdommen. Det er min ambition, at forældre kan sende deres børn i skole med udsigt til, at de er lige så videbegærlige og ligeså nysgerrige på sidste skoledag, som de var på den første. Og forudsætningen for det er først og fremmest læsning. For at kunne låse op for den verden af eventyr og den bankboks af viden, som ligger foran børnene, skal de have nøglen. Nøglen er læsning. Vi har gjort fremskridt. Børn læser nu lige så godt i tredje, som de før gjorde i fjerde klasse. Vi har en god folkeskole. Men når den nu er en af verdens dyreste, skal vi også turde stille større krav. Jeg har derfor inviteret alle skolens interessenter - lærere, elever, forældre, uddannelsesinstitutioner, erhvervsorganisationer og faglige organisationer - til en særlig Marienborg-uge om fire uger for at indlede et 360 graders eftersyn af den danske folkeskole. Vi bør i fællesskab give børnene et "læseløfte". Vi skal love dem, at de skal lære at læse - og læse godt - før vi dynger dem til i andre fag. Det kan gøres helt ubureaukratisk ved en læsetest f.eks. i anden klasse og et løfte om, at vi ikke sender nogen videre, uden at vi ved, at en målrettet, individuel indsats har givet dem de grundlæggende forudsætninger for det. Jeg tror, ethvert barn kan drømme uden at kunne læse - men for at opfylde sine drømme og for at udleve sine drømme, må danske børn først lære at læse. Og det skal de lære! For vi har brug for alle. Det gælder også de mange, der har valgt Danmark til, og som ikke i generationer har været slægts- eller skæbnebestemt til at være danskere. Om blot en generation vil omkring en halv million danskere have en ikke vestlig baggrund. Vi får brug for hver eneste af jer. Problemet er, hvis der er for få, der er i arbejde, og hvis op mod halvdelen af de unge mænd ikke får en uddannelse. Det må være slut med, at unge laver ingenting. Alle skal i uddannelse eller arbejde. Det er ligesom med kulturen: Jeres bidrag er meget velkomne. Det var udenlandske påvirkninger, der skabte den danske guldalder. Meget af det mest pæredanske kommer udefra. Juletræet, balletten, arbejderbevægelsen! Kultur trives ikke i et drivhus. Men der skal være vilje til at få det udenlandske til at sætte danske blomster. Det skal være slut med parallelsamfund. For så går sammenhængskraften fløjten. Krisen til trods er Danmark ret beset et fantastisk land. Vi har i fællesskab drevet det vidt. Få har for meget - og færre for lidt. Selvom det er et smerteligt dilemma, at vi i et af verdens rigeste samfund har en gruppe mennesker, der lever på kanten af samfundet. Vi skylder dem at gøre vores yderste for, at alle kommer med i fællesskabet. Vi skylder dem at trække Danmark helt fri af krisen og genskabe den økonomiske fremgang. Et kalenderblad er vendt. Lad os ved fælles tro på fremtiden - og et fast blik på udfordringerne - gøre sortsynet til skamme. Vi kan godt - hvis vi vil. Godt nytår!