Tilbage H.M. Dronningens Nytaarstale Nytårsaften er det skik at se tilbage på året, der gik. Selv kan jeg ikke gøre det, uden først og fremmest at sige tak, når jeg mindes al den venlighed og opmærksomhed, som jeg har modtaget, ikke mindst i forbindelse med min 70-års-dag i april. Den dag har lagt et lys og en glæde ind over hele året, som har varmet og rørt mig mere end jeg kan sige. Det skete ikke blot her i København på selve dagen, men jeg mødte det også rundt omkring i landet, hvor jeg end kom, alene eller sammen med min familie, og det kom også til at præge vort besøg på Færøerne. Selvom vi alle hver især nok kan finde meget at glædes over i det forløbne år, har det ikke desto mindre været et år præget af den økonomiske krise, der har ramt verdenssamfundet og dermed også det danske samfund. Det er bekymrende, for mange har mistet deres arbejde, butikkerne tjener færre penge, når kunderne har mindre at købe for, og krisens globale omfang gør, at virksomhederne er ramt af mindre omsætning både ude og hjemme. Ikke desto mindre er Danmark blandt de nationer, som krisen har ramt mindre hårdt. Gennem krisen har det hjulpet os, at vi her i Danmark har haft velstand og opsparing at tære på. Men det, vi har at stå imod med, er ikke alene vores solide materielle rigdom. Vi er også rige på andre måder. Vi har et grundfæstet fællesskab, som vi er stolte af. Det går langt, langt tilbage i vor historie, tilbage til den frie forfatning; ja, længere endnu, for Grundloven af 1849 kan netop ses som en bekræftelse af et fællesskab, som allerede eksisterede. Fællesskabet er en stærk kvalitet, som vi skal skønne på, og som vi har brug for, når tiderne er mindre gunstige. Vi skal sammen bruge vores idérigdom, vores flid og skaberkraft. Det er egenskaber vi kan trække på, når vi nu søger at vriste os helt ud af krisens greb.  Når vi ser, hvordan andre bliver stadig dygtigere, skal vi ikke lade os skræmme af det, men lade det være en spore for os. Vi må ikke stille os tilfreds med det, vi engang var dygtige til, men fortsat bruge den blanding af individualisme og sammenhold, som har bragt os langt. Kriser og vanskelige tider har Danmark kendt mange af i tidens løb, men vi er sammen kommet igennem dem, og alle har været med. Men er der i disse år tegn på, at vi er blevet mere egoistiske, at vi er blevet tilbøjelige til først og fremmest at kræve ind og sikre os, at vi hver især får det vi selv mener at have krav på? Er vi ved at blive mistroiske overfor hinanden og tillægge hinanden mindre pæne motiver? Så er det ikke alene en økonomisk krise vi befinder os i, så er det vore holdninger, der er ved at komme i skred. Det er en krise, der kommer snigende og som kan forgifte vort forhold til hinanden. Så er vi ved at sætte noget over styr, som kan være uopretteligt. Den krise, der så at sige kan måles og vejes, som man kan sætte tal på og tegne kurver over, er ikke nær så alvorlig, som hvis det er vore værdier og holdninger, der vakler. Den økonomiske krise vi nu står i, skal vi nok finde vej ud af på kortere eller længere sigt; men vi skal ud af den med anstændigheden i behold og uden at sætte fællesskabet over styr. I løbet af det seneste par generationer har samfundet udviklet sig sådan, at vi kan leve mere og mere trygt, både økonomisk og socialt. Vi har vænnet os til frit at kunne vælge og vrage i stort som i småt. Vi har fået det så godt, at vi næsten har glemt, at vore valg også har konsekvenser, og at ikke alle livets vilkår kan vælges til eller fra. Vi mennesker lever i gensidige afhængighedsforhold. Det gælder i dag, som i går og til alle tider. Tidligere stod det måske mere klart, dengang man levede i de små landsbysamfund, hvor mange opgaver måtte løses i fællesskab, og da flere generationer ofte levede under samme tag, og enhver havde sine opgaver at varetage over for hinanden. Det var et afhængighedsforhold, der var tydeligt for enhver. I dag har vi overladt til samfundet at klare mange af de forpligtelser, som engang var hver enkelts opgave. Ofte går det så vidt, at vi helt glemmer eller overser, at samfundet jo egentlig er os selv, og at det slet ikke kan fungere, hvis vi ikke hver især gør en indsats og føler en forpligtelse over for såvel vore nærmeste, som for dem vi ikke lige løber på i det daglige. Vi har opnået en frihed til at forme vort eget liv, som tidligere generationer aldrig har kendt magen til, og det skal vi skønne på. Men vi bør også huske, at ingen kan klare sig selv helt alene. Derfor skal vi også passe på det samfund, som vi kender som en tryg ramme om den enkeltes udfoldelse, og have øjne og ører og hjerte åbne for vore medmennesker. På årets sidste aften, hvor så mange samles med familie og venner, skal vi ikke glemme dem, som må fejre nytår langt herfra. Særligt tænker jeg på vore soldater i Afghanistan. De er sat på en opgave, som er yderst vanskelig og farefuld, men de udfører den målrettet og ansvarsbevidst og med stort mod. Både de og deres pårørende herhjemme skal være i vore tanker i aften. Det kan være hårdt at sidde hjemme, mens éns kæreste er langt væk i farefulde omgivelser. Fra Kronprinsen, som kort før jul har besøgt vore soldater, ved jeg, at de går til deres opgaver med både alvor og frimodighed, og at de er sig bevidst, at de magter dem. Ikke desto mindre har vores indsats i Afghanistan en høj pris: adskillige unge danskere har mistet livet også i år. Lad os i aften mindes dem og tænke på deres pårørende, deres venner og kammerater, som nu sidder tilbage med savnet. Nogle af vore soldater er vendt hjem hårdt sårede, og andre er psykisk mærkede af deres oplevelser. For dem alle gælder det, at de har fortjent al vor omsorg og anerkendelse. I efteråret havde jeg lejlighed til at møde nogle af vore sårede soldater under deres genoptræning på Rigshospitalet. De viser alle et livsmod og en utrolig vilje til at overvinde deres handicap, som gjorde et stort indtryk på mig, og som kun kan vække beundring. Jeg sender mine nytårshilsner til alle danske mænd og kvinder, der arbejder for vores sikkerhed og tryghed indenfor Forsvaret, Beredskabet og Politiet. Jeg ønsker et godt nyt år for jer alle, hjemme såvel som ude, hvor I end er. Ved nytårstid går mine tanker som altid til de danske syd for grænsen. De er en del af vort danske fællesskab. Det bånd er aldrig blevet brudt, det er vi stolte over. Hvert år er det en glæde for Prinsgemalen og mig at komme på besøg rundt omkring i landet. I år gik turen også til Færøerne, og til sommer planlægger vi et længere besøg i Grønland med Dannebrog. Det ser vi meget hen til, og når jeg i aften sender mine nytårsønsker til Færøerne og til Grønland, vil jeg samtidig takke for den tillid, der vises mig og min familie såvel i Grønland som på Færøerne og for de varme bånd, som jeg føler knytter os sammen. For min familie og mig har 2010 været et godt år med mange glæder. Nu ser vi frem til det nye år med stor forventning, ikke mindst til den familieforøgelse, som vi venter i januar. Det varmer og glæder os alle at mærke den hjertelige interesse, som møder os fra alle sider, hvor vi end færdes. I gode tider skal vi huske på, at medgang ikke er nogen selvfølge, og at der altid er nogle, for hvem hverdagen kan være trang. Når tiderne er dårlige, skal vi ikke glemme vort gode humør, og at et smil er med til at bære os gennem hverdagen, også når den er grå. Så lad os møde det nye år med fortrøstning, og lad os vise hinanden tillid i stort som i småt. Det skal være mit ønske for året 2011. GUD BEVARE DANMARK Statsministerens Nytaarstale Godaften. Jeg tror, at mange har det ligesom jeg: Nytåret er den tid på året, hvor vi gør status. Hvor vi tænker over den tid, der er gået. Hvor vi tænker over, hvordan vi bedst kan møde den tid, der kommer. Hvordan ser det så ud, når vi gør status for Danmark? Ja, den følelse, der kommer til mig, er en stolthed over at leve i et land, hvor vi har gode muligheder for at følge vores drømme og frihed til at forme vores liv. Og det er en glæde over at leve i et land, hvor vi tager os af hinanden. Hvor vi har glimrende børnehaver, trygge plejehjem og gode uddannelser. Danmark er ikke et perfekt samfund. Men det er et godt samfund. Jeg er selv født med det danske samfunds muligheder inden for rækkevidde. Fra mine første år i Arbejdernes Andelsboligforening i Vejle. Til vi flyttede til Græsted, hvor jeg gik i folkeskole og efter skolen blev familiens første student. Som så mange andre unge greb jeg de muligheder, jeg blev tilbudt. Og for alle os, der er vokset op med velfærdsamfundet, kan vores rige og trygge Danmark føles nærmest som en selvfølge. Men det er det ikke. Det er noget, vi skal arbejde for hver dag. Det er noget, vi skal kæmpe for sammen. Derfor står vi i 2011 overfor mere end ét valg. Vi skal have valg til Folketinget. Det siger Grundloven. Og det bliver et vigtigt valg. Men politik må ikke kun handle om næste folketingsvalg. Politik skal også handle om næste generation. Derfor vil jeg i aften tale om et andet valg. Et valg, der er afgørende for, at vi kan bevare og udvikle vores enestående danske fællesskab. For os selv. For vores børn. For vores børnebørn. De sidste to år har vi kæmpet for at rive os fri af den alvorligste økonomiske krise, verden har oplevet siden 2. verdenskrig. Vi har truffet valg, som var svære, men nødvendige. Det kan mærkes. Vi handler ansvarligt. Sammen klarer vi skærene bedre end de fleste andre lande. Bedre end vi kunne frygte. Vi kan glæde os over resultatet af vores indsats: Fremgang for danske virksomheder. Lav rente på vores boliglån. Færre arbejdsløse end i andre lande, færre ungdomsarbejdsløse. Respekt om dansk økonomi ude i verden. Det ser også ud til, at danskerne i år har købt lidt større julegaver end sidste jul. Optimismen er så småt ved at vende tilbage. Det er positivt. Det skal vi give næring. Men det må ikke gøre os blinde for morgendagens udfordringer. I flere europæiske lande har man ikke gennemført de nødvendige reformer, mens tid var. Derfor har man måttet skære drastisk i velfærden, hæve skatten og sænke de offentligt ansattes løn. Derfor ser vi demonstrationer og vold i gaderne i flere europæiske storbyer. I Danmark handler vi i tide. Vi træffer de nødvendige valg. Vi tager et fælles ansvar. Det får vi også brug for, når vi skal se fremad. For der venter os nye udfordringer. Ligesom andre lande står Danmark over for krav om større økonomisk ansvarlighed efter krisen. Det er vigtigere end nogensinde at have orden i økonomien. Og ligesom andre lande står Danmark over for den udfordring, at vi bliver færre unge og flere ældre. Vi er mange, der lever længere. Og det skal vi selvfølgelig glæde os over! Men når vi ser på det samfund, vi gerne vil have, på den ene side, og vores arbejdsindsats og indtjening på den anden side, så hænger regnestykket ikke sammen. Det er i dag kun omkring halvdelen af danskerne, der arbejder. Og fremover bliver det endnu færre. Hver gang fem forlader arbejdsmarkedet for at gå på pension, står kun fire klar til at tage over. Vi er simpelthen ikke nok til at trække læsset. Derfor står vi ved en skillevej. Vi skal vælge, hvilken vej vi vil gå som danskere – som nation. Hvis vi passivt lader udviklingen fortsætte, vil vi støt og roligt blive trukket i retning af usund økonomi, voksende gæld, højere renter og tab af arbejdspladser. Og vi vil blive nødt til at skære i kernevelfærden. I sygehuse og skoler. Det ønsker jeg ikke. Det ønsker ingen af os. Tværtimod. Vi vil gøre et godt sundhedsvæsen endnu bedre. Vi vil løfte en god folkeskole ind i en fremtid, hvor danske børn skal kunne måle sig med de bedste i verden. Der er kun én farbar vej: Gennem sund fornuft, sund økonomi og sunde offentlige finanser må vi sikre, at vi ikke bruger flere penge, end vi tjener. For det er og bliver umuligt at låne sig til velfærd. Derfor skal vi være flere om at arbejde. Flere til at skabe vækst i vores virksomheder. Flere til at tjene pengene. Og derfor skal vi prioritere vores udgifter med stor omhu. På den måde kan vi skabe et robust grundlag for at udvikle vores samfund. Til glæde for os alle sammen. Efterlønsordningen rammer lige ned i de to store udfordringer: Vi skal bruge af vores fælles kasse med omhu. Og vi skal være flere om at arbejde i flere år. For det første koster efterlønnen 16 milliarder kroner hvert år. Det svarer til udgifterne til 240.000 folkeskoleelever eller 40.000 plejeboliger eller mere end tre nye supersygehuse. Om året! Hvert år! For det andet indebærer efterlønnen, at folk holder op med at arbejde, selvom de godt kunne blive ved nogle flere år. Og selvom vi har god brug for deres indsats. Vi danskere er i dag i gennemsnit 61 år, når vi holder op med at arbejde. Men en 61-årig er jo ikke gammel på samme måde som for en generation siden! En 61-årig er da slet ikke gammel. Der florerer nogle myter: Alle efterlønnere er golfspillende overlæger. Alle efterlønnere er nedslidte arbejdere. Men sådanne myter er – netop myter. De passer ikke. Fakta er, at efterlønnerne er stort set ligesom alle os andre. De er både sygeplejersker, håndværkere, gymnasielærere og jord- og betonarbejdere. Og langt de fleste på efterløn er hverken mere eller mindre syge end deres jævnaldrende på arbejdsmarkedet. Mit budskab i aften er: Vi har brug for både sygeplejersken, håndværkeren, gymnasielæreren og jord- og betonarbejderen. Vi har brug for, at alle fortsætter det gode arbejde et par år til. Vi er nødt til at kræve mere af hinanden. Regeringen forslår derfor, at vi gradvist afskaffer efterlønnen. Vores mål er, at mere end halvdelen af danskerne skal arbejde. For alle jer, der er under 45 år, foreslår vi, at efterlønnen helt afskaffes. For resten af jer vil vi ændre efterlønnen, så ændringerne er størst for de yngste af jer og mindst for de ældste. Men for alle jer, der er tæt på at kunne gå på efterløn, vil vi ikke ændre noget som helst. I kan gå på efterløn som hidtil. Så er der naturligvis mennesker, der går på efterløn, fordi de simpelthen er nedslidte. De må ikke blive ladt i stikken. Dem vil vi ikke lade i stikken. Og lad mig så endelig slå fast: Vores forslag berører naturligvis ikke de danskere, der allerede er på efterløn. Det er de overordnede rammer for forslaget til en tilbagetrækningsreform, som Regeringen vil fremlægge senere i januar. Flere år i arbejde. Det er den nødvendige politik. Det er ikke solidaritet med de svage at betale de raske for at holde fri. Det er ikke solidaritet med de syge at betale sundhedspersonalet for at blive hjemme. Det er ikke solidaritet med den, der tager en ekstra tørn, at betale kollegaen for at lade være. Det er solidaritet, at vi alle sammen løfter, når vi skal skabe ny vækst og ny dynamik i Danmark. Vi skal leve af hinandens arbejde. Af virksomheder, der tjener penge til landet. Af håndværkere, der bygger vores huse. Af forskere med nye idéer. Vi skal have et robust grundlag for hele tiden at udvikle vores samfund, vores virksomheder og vores velfærd. Det er sund økonomi. Det er sund fornuft. Det er sand solidaritet. Vi har brug for alle danskere. Også for jer, der er kommet til Danmark fra andre lande. Danmark er et åbent samfund – på en klog måde. Det betyder, at vi stiller krav til mennesker, der vil hertil. Når man kommer til Danmark skal man bidrage til fællesskabet. Det fremmer integrationen. Det er vel egentlig sund fornuft. Derfor har vi åbnet døren for arbejdsomme udlændinge. Derfor har vi åbnet døren for dygtige unge fra andre lande, der vil uddanne sig i Danmark. For 10 år siden kom der knap 12.000 udlændinge til Danmark for at arbejde og studere. Nu kommer der omkring 45.000 hvert år. Det er næsten fire gange så mange. Vores fællesskab bygger på værdier, som vi har kæmpet for gennem generationer: Ansvar for det fælles. Frihed til forskellighed. Lige muligheder for kvinder og mænd. Det er ikke værdier ét bestemt parti har patent på. Det er vores fælles værdier. Det er danske værdier. Og dem vil vi ikke give køb på. Når man vælger at leve i Danmark skal det være fordi, man vil være en del af dét fællesskab. Vi har plads til alle, der både kan og vil. I det forgangne år har vi set grufulde eksempler på, at ekstremistiske kræfter vil bekæmpe vores danske værdier og med terror true vores samfund. Senest så vi det for bare tre dage siden, hvor det med en målrettet aktion fra Politiets Efterretningstjeneste – i et tæt samarbejde med de svenske sikkerhedsmyndigheder - lykkedes at forhindre et angreb i København. Med en effektiv dansk terrorlovgivning, med effektive danske efterretningstjenester i tæt internationalt samarbejde – og ikke mindst på grund af en dedikeret indsats fra de kvinder og mænd, der har gjort vores fælles sikkerhed til deres professionelle livsgerning, er det indtil nu ikke lykkedes for terrorister at fuldføre deres onde gerning. Men jeg kan desværre ikke give en garanti for, at det aldrig sker. For terror kan ske uden varsel. Men lad mig gøre en ting helt klart. Terrortruslen må ikke ændre vores levevis. Vi danskere vil ikke gå på kompromis med vores åbne samfund. Demokrati. Ytringsfrihed. Det er værdier, der er rodfæstet i enhver dansker. Og det er værdier, som vi skal værne om. Derfor skal vi fortsat kæmpe mod den terror, der truer både vores og andre landes sikkerhed. Som vi gør det i Afghanistan. Det nye år vil markere et vendepunkt i Afghanistan. Jeg kan her i aften sige, at Danmark allerede i år ændrer vores indsats i Afghanistan. Danmark har, sammen med vores allierede og sammen med den afghanske regering, besluttet, at i år – 2011 – bliver det år, hvor afghanerne begynder at overtage ansvaret. Ansvaret for deres eget lands sikkerhed og fremtid. Vores opgave bliver så at træne og støtte afghanerne, så de kan overtage det fulde ansvar med udgangen af 2014. Vi vil gradvist begynde at trække kampsoldater hjem. I stedet vil vi udsende trænere, der kan uddanne og støtte afghanerne og sætte dem i stand til selv at tage vare på deres sikkerhed. Det håber jeg, at der vil være bred opbakning til i Folketinget. Denne gradvise overgang fra kamp til træning og støtte vil fortsætte frem til 2014. I den periode vil vi også nedtrappe antallet af udsendte soldater. Men hvor mange, der må blive, og hvor mange, vi kan trække hjem, det vil naturligvis afhænge af, hvordan sikkerheden helt konkret udvikler sig. Afghanistan må ikke igen blive et fristed for terrorisme. Det gælder vores egen sikkerhed. Derfor skal Danmark fortsat være til stede i Afghanistan, sammen med vores internationale partnere. Men efter 2014 skal det danske bidrag være uden kampsoldater. Desværre betyder ændringerne i de kommende år ikke, at vores indsats i Afghanistan bliver mindre risikabel. Vi vil stadig være afhængige af, at unge mænd og kvinder er parate til at træffe det modigste valg af alle. At kæmpe for Danmarks sikkerhed. At tænde lys i mørket for en afghansk befolkning, der længe har levet i usikkerhed og fattigdom. Danske soldater har mistet livet i Afghanistan eller er kommet hjem med ar på krop og sjæl. I er i mine tanker. Jeres nære er i mine tanker. Og i aften vil jeg sende en særlig hilsen til de danske soldater i Afghanistan. I yder en fremragende indsats. I gør Danmark ære. Danmark er ikke et perfekt samfund. Men det er et godt samfund – et af de bedste, der findes. Vi står i en ny tid med nye udfordringer, men de kan overvindes. Med sund fornuft og ansvarlighed. Sammen skal vi kæmpe for det, vi har kært. Både ude i verden og hjemme i Danmark. Godt nytår!